Økonomi

I de første 400 år af Københavns Universitets historie kom hovedparten af dets indtægter fra de store ejendomsbesiddelser, som var blevet doneret til universitet. Allerede det katolske universitet fik overdraget nogle ejendomme af kirken og efter reformationen overdrog kongerne i større målestok en del af det tidligere kirkegods til universitetet. Det drejede sig hovedsageligt om gårde på Sjælland (skønsmæssigt 1,2% af Danmarks hartkorn) men også byhuse i København, både universitetets bygninger inklusive professorgårde og udlejningsejendomme. Desuden fik universitet overdraget 25 kirker, hvis kongetiende indgik i indkomsterne.

I sidste halvdel af 1500-tallet blev universitetets godsbesiddelser delt op i 13 ”corpora”, et til hvert professorat. Professorernes indkomst kom derefter hovedsageligt fra professoratets corpus. De var ikke lige store. Teologiprofessorerne havde de mest givtige corpora medens professorerne i det Filosofiske fakultet, deriblandt matematikprofessoren, fik de mindre givtige corpora. Derfor var det i begyndelsen meget almindeligt at professorer avancerede fra de lavere professorater til de højere.

Corporasystemet var en stor fordel for professorerne. De havde en fast inflationssikret indkomst, og efterhånden som forbedrede dyrkningsmetoder blev taget i anvendelse steg deres indkomster endog ret betydeligt. Men for universitetet havde systemet en uheldig konsekvens: Det blev næsten umuligt at udvide universitetets stab. Enkelte ekstraordinære professorer blev i perioder betalt af kongens kasse, men en oprettelse af et nyt ordinært professorat ville forudsætte at universitetet fik tildelt større godsbesiddelser, hvilket ikke skete efter 1600, eller at professorernes corpora skulle omfordeles. Det sidste modarbejdede professorerne naturligt nok i konsistorium. Først i slutningen af 1700-tallet blev situationen så uholdbar, at corporasystemet blev afskaffet i 1796 ved en kongelig resolution. Efterhånden som de på det tidspunkt ansatte professorer gik af overgik deres corpora til Universitetets akademiske fond, som derefter aflønnede professorerne.

Universitetsgården, ca. 1749

Den centraliserede godsforvaltning tillod at der kunne ansættes nye professorer, men i løbet af 1800-tallet oversteg universitetets voksende udgifter efterhånden dets indtægter fra universitetsgodset og staten måtte påtage sig flere og flere af lønningerne. Godsbesiddelserne forblev dog den største indtægtskilde for universitetet indtil omkring 1920 hvor det blev afhændet. Derefter overtog staten finansieringen af universitetet.

I løber af 1900-tallet kom private og offentlige fonde dog til at støtte universitetets aktiviteter i større og større omfang. Carlsbergfonden var den første fond, som gav midler til forskning. Vi har ovenfor bemærket at fonden bl.a. finansierede det første matematiske institut som stod færdigt i 1934. Efter anden verdenskrig fik universitetsforskerne også støtte til rejser, gæster, møder mm. fra Statens Almindelige Videnskabsfond og dens efterfølgere, forskningsrådene, der også finansierede ph.d.-stipendier. Men først i slutningen af 1900-tallet begyndte midler fra private og statslige fonde at udgøre et væsentligt tilskud til de statslige finanslovsbevillinger. Disse tidsbegrænsede bevillinger betød, at medarbejderstaben ved instituttet efter årtusindskiftet er voksset dramatisk især med en stor skare postdocs (omkring 30). Desuden er ph.d.-optaget, som i 1970’erne og 80’erne lå på et par stykker årligt, blevet forøget til ca. 15 pr. år.

En anden større ændring i medarbejdersammensætningen er fordelingen mellem professorer og lektorer. I 1900-tallet, især efter 1965, steg antallet af lektorer stærkt uden at antallet af professorater blev forøget tilsvarende. Det er der rådet bod på efter år 2000, så der nu er flere professorer end lektorer ved instituttet.